Katedralen i Thy

Man drejer fra landevejen, der løber hen over det bølgende landskab, som mellem Thyholm og Thisted ruller sig ud med den slags skønhed, kun tilfældet kan skabe. »Doverodde« står der på vejskiltet, der leder ned til den gamle handelsplads ved Limfjorden. Herfra afgik der fragtskibe til London i 1800-tallet, da stormene havde samlet kræfter til at slå hul i den tynde skal af sand mellem fjord og hav. Langt ude var man. Men dog forbundet.

Det samme kan man sige om Kunsthal Thy, som er indrettet i en lade lige inde til venstre halvvejs nede ad vejen til Doverodde. Og hvilken lade! Og hvilken gård! At »Dovergaard« var gammel, var man klar over, den havde jo ligget der så længe, nogen kunne huske, med sine gulkalkede mure og sit bindingsværk. Men for nylig fandt man ud af, at gården stammer helt tilbage fra sidst i 1500-tallet, og at den dermed er en af landets ældste gårde, som i al ubemærkethed er blevet stående, hvor den blev bygget, og bare er blevet udvidet hen ad vejen.

Egentlig var Dovergaard bare blevet købt af en tækkemand til opbevaring af udstyr og tækkerør over vinteren. Nu skal der i stedet søges fonde om penge til restaurering, og hvad det alt sammen bliver til, må tiden vise. Men laden er allerede åben, og inden for kan man få samme jublende fornemmelse, som billedkunstner Rasmus Søndergaard Johannsen fik, da han for halvandet år siden for første gang satte sine ben her.

»Jeg var blevet spurgt, om jeg ville aktivere laden som et udstillingssted. Det havde jeg ikke umiddelbart den store lyst til, da vi lige var flyttet til egnen og skulle til at have en baby, og det hele var temmelig kaotisk. Men så kom jeg herind og så den fantastiske trækonstruktion, der gav en helt vild nordisk katedralagtig følelse. Mens jeg stod her, fik jeg ret hurtigt et billede af de første seks-otte kunstnere, jeg godt kunne tænke mig at udstille netop her. Så jeg endte med at sige ja,« fortæller Rasmus Søndergaard Johannsen, som i dag er kunstfaglig leder af udstillingsstedet Kunsthal Thy, som stedet er kommet til at hedde.

STATENS KUNSTFOND BEVILGEDE hjælp til at komme i gang. Og nu, godt et år og to soloudstillinger senere, er turen kommet til den dansk-japanske billedkunstner Silas Inoue med udstillingen Zen Wakarimasen , som er japansk og betyder »jeg forstår ikke zen«. Det ellers nøgne cementgulv er dækket af en ganske særlig rød jord, som findes i Salten Skov ved Silkeborg, og som bruges af forskere over hele verden, fordi sammensætningen minder om planeten Mars’ overflade. I Thy bruges det som bunddække i en zenhave, som Silas Inoue og Rasmus Søndergaard Johannsen har hjulpet hinanden med at skabe over nogle dage, og hvor et udvalg af Inoues værker rækker ud efter hinanden under bjælkerne.

»Der er ikke noget, der hedder ’zenhave’ på japansk. Man kalder det bare ’en tør have’, og de bruges af zenmunkene til at meditere i,« forklarer Silas Inoue, som har en dansk mor og en japansk far og er vokset op på Bornholm lidt mellem de to kulturer. Heraf også titlen på udstillingen, for Silas Inoue taler ikke japansk, men har alligevel et så familiært forhold til japansk kultur, at han føler sig fri til at bruge elementer af den til at udtrykke sig med. Zenhaven i Kunsthal Thy er altså hans eget bud på en zenhave, og i stedet for munke, der river jorden, kører der en robot rundt og gør det, for dette er en zenhave på Mars eller i hvert fald på en anden planet, hvor der måske burde være ro og fred til at fordybe sig i de store spørgsmål, der knytter sig til det at eksistere, men hvor den menneskelige udlængsel og rastløshed er flyttet med.

Midt i udstillingsrummet troner en fortolkning af den udødelige vandmand turritopsis, som er i stand til at regenerere sine celler til et tidligere stadie i livet og dermed at leve evigt, hvis den da ikke bliver spist. Silas Inoue’s udgave er forstørret og udført i sukker og med silikonetentakler, nedsunket i en plexiglasbeholder fyldt med 150 liter fritureolie.

»Sukker og fritureolie er jo noget, vi ikke kan få nok af, men samtidig forsøger vi at leve så længe som muligt,« lyder kunstnerens ledsagende kommentar, inden vi flytter os hen over det magnetiske, friserede sand til det næste værk.

RASMUS SØ NDERGAARD JOHANNSEN bor ikke selv på gården, men sammen med sin familie i Stenbjerg en halv times kørsel væk, mens de skiftende kunstnere indkvarteres i et sommerhus, når udstillingerne sættes op. Fælles for de udvalgte kunstnere er, at deres værker skal være i stand til at dominere over bjælkekonstruktionen, som rummet i forvejen er fyldt ud af, og det er ikke altid en helt nem opgave, fortæller Rasmus Søndergaard Johannsen.

»Nogle gange er det en hjælp at befinde sig så langt ude på landet, at der ikke er noget, der afleder opmærksomheden. Men det kan tilsvarende også blive ret intenst, når der er noget, der ikke fungerer, og som man er uenige om, for der er ikke andet. Man er kun i dét. Så må man som kunstnerisk leder finde sin professionelle side frem, og så holder man fyraften klokken fire, og så løser man problemerne dagen efter.«

Selv stammer han fra Fjerritslev-egnen ikke langt herfra, men han havde aldrig regnet med, at han en dag skulle vende tilbage til Nordjylland. 14 år var det blevet til i Tyskland, med en uddannelse som billedkunstner på Kunstakademiet i Frankfurt og et liv i Berlin, hvor han mødte sin hustru, Renata Koprivova, som kommer fra Prag, og som i øjeblikket er i gang med en master i interkulturelle studier på Aarhus Universitet.

»Vi fik vores første barn samtidig med nedlukningen (corona, red. ), så vi sad i en toværelses i en baggård i Berlin, og det var meget fedt på en måde, fordi vi havde meget tid sammen som familie. Men det var også der, at vi begyndte at tænke over, at det kunne være rart at flytte et andet sted hen. Både i Berlin og Prag var huspriserne stukket helt af. Så det endte med at blive Stenbjerg, hvor nogle af mine forældres venner har haft sommerhus i 30 år, og de havde set et lækkert fiskerhus, som de mente var noget for os. Først var jeg meget afvisende, for efter så mange år i Tyskland var jeg nået forbi det punkt, hvor jeg tænkte på, at jeg en dag skulle ’hjem’ til Danmark. Det var jo Tyskland, der var blevet mit hjem, og jeg befandt mig egentlig meget godt som fastboende udlænding forstået på den måde, at man ikke har så meget på spil, som hvis man havde været indfødt. Oplever man noget, man måske ikke bryder sig om, kan man bare sige til sig selv, at ’det er alligevel ikke mit land’. Hvis jeg for eksempel boede der stadig, så ville det nok være nemmere for mig at se AfD vokse sig meget frem, fordi det ikke er min egen kultur. Hvor det måske kan være sværere for mig i Danmark at høre på en fra Danmarksdemokraterne for nu at stille det lidt simpelt op.«

Han troede også på et tidspunkt, at han skulle have rigtige storbybørn. Sådan nogle, der ikke vender sig om efter folk på gaden, fordi de har set det hele i forvejen og betragter alt som normalt. Nu vokser de i stedet op i et lille samfund i Cold Hawaii, hvor alt er mere homogent, »altså vi er jo næsten alle hvide middelklassemennesker«, som Rasmus Søndergaard Johannsen udtrykker det. Men man kan jo ikke få det hele på én gang.

»Og så kan vi også virkelig mærke på vores børn, at de er formet positivt af den ro, plads og den forholdsvis simple hverdag, som de har her,« siger han.

Én enkelt faktor overskyggede alle de andre.

»Her kan vi gøre, hvad vi havde erkendt var umuligt i de storbyer, vi havde boet i. Vi kunne bygge noget op for fremtiden og bryde ud af den spiral, hvor alt bare blev dyrere og dyrere og mulighederne hele tiden blev dårligere. Nu kan det godt være, at vi savner ting en gang imellem, og det er lidt hårdt at erkende, at vores ældste efterhånden ikke kan huske lejligheden i Berlin og ikke længere taler tysk. Men vi arbejder hele tiden hen imod, at det bliver nemmere og bedre, og det er en meget vigtig forskel. Allerede nu kan vi mærke, at i år er bedre end sidste år. Men mest af alt har vi bare haft travlt. Det kan godt være, at mange af dem, der flytter til Thy, dyrker en masse yoga, surfer og nyder naturen. Det har vi bare ikke haft tid til endnu,« siger Rasmus Søndergaard Johannsen.

Der er dog også en bagside ved al den stræben efter et friere liv tættere på naturen, fortæller han.

»Det dér med at sige, at ’jeg arbejder ikke i dag, for der er gode bølger’. Som jo er virkeligheden for nogle. Men det er også hårdt for mange at flytte herop, for de er bekymrede over, hvad de rent faktisk skal leve af. Den form for angst fylder en del hos mange, føler jeg. Så alt er ikke altid, som det ser ud, når man kigger på det udefra.«

UD OVER AT BESTYRE Kunsthal Thy er han også underviser på sit felt, og han arbejder på egne projekter i sit atelier på privatadressen og ude rundtomkring. For nylig har han, med hjælp fra et glasværksted i München, færdiggjort en skulptur til Roskilde Festival lavet af håndlavet glas. Han er også ved at lave en skitse til en bronzeskulptur til sin egen landsby, Stenbjerg. Og så er der en galleriudstilling til efteråret, der også skal laves værker til.

Timerne slår ikke rigtig til.

»På det punkt ligner jeg så mange andre billedkunstnere. Vi knokler røven ud af bukserne. Jeg bliver aldrig en 40-timers-arbejdsuge-person. Jeg går simpelt hen for meget op i det.«

Han nipper til kaffen, som han selv har stillet an på et lille bord i halvskyggen på den gamle gårdsplads på Dovergård. Alt er stillet op inde under bjælkerne, og det brune sand er revet af robotmunken, som er fremstillet i samarbejde med DTU.

»Den ligner også et møbel. Det kunne godt være et skandinavisk design. Og samtidig kører den rundt og river, ligesom de store traktorer, der pløjer jorden lige heromme bagved. Så der er også en lille reference til landbruget,« siger Silas Inoue.

»Ja, en lille zenplov,« siger Rasmus Søndergaard Johannsen.

Og over det hele er der vel en lærke, der giver sit besyv med.

Udstillingen med Silas Inoue varer til 4. august 2024.